Hvad gør By&Bolig?

Klimaforandringerne er allerede begyndt at påvirke vores vejr og hverdag, og dette vil kun forøges i fremtiden. Vi tager denne klima- og miljø-krise alvorligt, og vi gør, hvad vi kan, igennem miljøvenlige tiltag, hvor vi sparer på vores fælles ressourcer.

Vi har en vision om at belaste miljøet mindst muligt ved løbende at afsøge nye teknologiske løsninger og benytte miljøvenlige produkter for at spare på energiforbruget. Vi har blandt andet over en årrække nedsat vores papirforbrug med 90% ved at benytte nye løsninger og øget digitalisering.  

Vi forsøger også at gøre en forskel i vores daglige adfærd på kontoret, herunder at spare på papir, anvende LED lyskilder og slukke for udstyr, når det ikke anvendes.

Ved By&Bolig tror vi på bæredygtige løsninger bedst opnås i tæt samarbejde med vores samarbejdspartnere og leverandører. Vi er i løbende dialog om nye grønne tiltag i ejendomsbranchen for at kunne give vores kunder den optimale sparring om grønne tiltag.

Hvad kan gøres i din ejendom?

Vi rådgiver i energioptimering og hjælper jeres forening på rette vej. Ved at energioptimere ejendomme opnår ejere ofte økonomiske gevinster på sigt og minimerer bygningens medvirken til udledning af drivhusgasser. Specifikke tiltag for jeres ejendom fremgår altid af energimærkningsrapporten. De mest populære tiltag for energibesparelser er:

  • Udskiftning af vinduer: At skifte til nye energiruder reducerer varmeregningen med 25-30%, og er et af de allerstørste potentialer for energioptimering af bygningen.
  • Isolering af tag eller loft: Bygninger, som har et ubeboet loftsrum, er lettest og billigst at efterisolere. I bygninger med andre tag- og loftskonstruktioner er det mere besværligt og dyrere.
  • Isolering af gulve: Isolering af gulv eller etageadskillelse er i mange ældre beboelsesejendomme en oplagt gevinst for komforten i lejlighederne, og ikke mindst en vigtig mulighed for at reducere ejendommens varmeudledning. Derudover vil isolering med papirisolering/papiruld medvirke til at reducere eventuelle lydgener mellem etagerne.
  • Isolering af varmeanlæg og varmerør: Varmeanlæg og varmerør taber varme ved ingen eller dårlig isolering. Varmerør med 30 mm. teknisk isolering eller mindre bør efterisoleres og resulterer i en god økonomisk gevinst og et bedre indeklima.
  • Etablering af solceller: Solceller giver vedvarende grøn energi direkte ind i husstanden og kan på sigt være en god forretning for foreningen. Overvej om I bør installere et mindre anlæg til det fælles strømforbrug, eller om det skal være et større anlæg til hele foreningen. Det kræver. at alle medlemmer ønsker at tage del i anlægget og vær opmærksom på, at I giver afkald på at vælge jeres egen el-leverandør.
  • Frit valg af el-leverandør: Som forening har i mulighed for at vælge frit blandt el-leverandører. I 2020 blev bladmærkningen introduceret, som indikerer, hvor grøn din el-leverandør er. Således kan jeres forening sikrer jer, at I kun får el fra vedvarende energikilder.       
  • Udskiftning af olie- eller naturgasfyr og etablering af en anden varmekilde: Udskiftning af olie- eller naturgasfyr er et effektivt og besparelsesvenligt tiltag, som kan reducere op til halvdelen af varmeforbruget i en bygning.